Stridsvognen

En oprejst og fyrstelig figur, der bærer et trukket sværd og i store træk svarer til den traditionelle beskrivelse, som jeg har givet i første del.

På den sejrende helts skuldre formodes at være Urim og Tummim. Han har ført fangenskab i fangenskab; han er erobring på alle planer – i sindet, i videnskaben, i fremskridt, i visse initieringsprøver. Han har således svaret sfinksen, og det er på grund af dette, at jeg har accepteret Eliphas Levis variation; to sfinkser trækker således hans vogn. Han er frem for alt triumf i sindet.

Det skal forstås af denne grund: (a) at sfinksens spørgsmål vedrører et mysterium om naturen og ikke om nådens verden, som vognstyreren ikke kunne give noget svar på; (b) at planerne for hans erobring er åbenlyse eller eksterne og ikke i ham selv; (c) at den befrielse, han bevirker, kan efterlade ham selv i det logiske forstands trældom; (d) at de initieringsprøver, som han har bestået i triumf, skal forstås fysisk eller rationelt; og (e) at hvis han kom til søjlerne i det tempel, mellem hvilke ypperstepræstinden sidder, kunne han ikke åbne skriftrullen kaldet Tora, og hvis hun spurgte ham, kunne han ikke svare.

Han er ikke arvelig kongelig, og han er ikke præstedømme.