Kejseren

Han holder et scepter i form af Crux Ansata og en globus i sin venstre hånd. Han er en kronet monark – bydende, statelig, siddende på en trone, hvis arme er prydet med vædderhoveder. Han repræsenterer udøvende myndighed og realisering: denne verdens magt, her klædt i sine højeste naturlige egenskaber.

Han vises undertiden siddende på en kubisk sten, selvom dette tilføjer forvirring til visse aspekter. Han legemliggør viril magt, som Kejserinden reagerer på. I denne forstand er han den, der søger at løfte Isis’ slør – men hun forbliver virgo intacta.

Det skal bemærkes, at dette kort, ligesom Kejserindens, ikke strengt taget repræsenterer ægteskabets tilstand, selvom denne tilstand er underforstået. På overfladen står de for verdslig kongelighed – hævet til de mægtiges sæder. Men ud over dette er der en antydning af en dybere, uset tilstedeværelse.

De betegner også – især den mandlige figur – det højere kongedømme, der indtager den intellektuelle trone. Hans domæne er tankens, snarere end dyreverdenens. Begge figurer er “fulde af mærkelig erfaring,” hver på deres egen måde, men deres er ikke en visdom, der bevidst trækker på højere riger.

Kejseren er blevet beskrevet som (a) vilje i sin legemliggjorte form – selvom dette kun fanger ét aspekt – og (b) som et udtryk for potentialer inden for den Absolutte Væren, selvom denne sidstnævnte fortolkning skrider ud i fantasi.